5 europæiske storbyer til en skøn, forlænget weekend

Europa er fuld af spændende feriedestinationer, som bare venter på at blive besøgt. Her finder du fem skønne storbyer, der alle ligger tæt på Danmark, og som sagtens kan opleves til fulde på en begivenhedsrig forlænget weekend, og du kan selvfølgelig betale med dit PlusGuldkort alle steder, som tager Mastercard. 

Trænger du til ferie? Det behøver ikke at være hverken besværligt eller tidskrævende at få et tiltrængt pusterum fra den travle hverdag og få fyldt rygsækken op med gode ferieminder.

På en forlænget weekendtur til en af de mange smukke og spændende storbyer i Europa kan du sagtens nå at opleve både kultur, mad og afslapning. Vi har her samlet fem skønne ferieperler, som du hurtigt kan komme til i fly, og når du ikke er længere væk, kan bagagen også pakkes i en smart carry-on, så du slipper for irriterende spildtid ved bagagebåndet.
Læs her, hvordan du pakker den perfekte carry-on.

Besøg kærlighedens hovedstad: Paris

Du kan næsten ikke besøge Paris uden at se byens imponerende, 330 meter høje vartegn Eiffeltårnet. Tårnet stod færdigt i 1889 og er kendt for sin ikoniske konstruktion og de i alt 1.665 trappetrin til toppen. Den flotte udsigt over den smukke by kan tage pusten fra de fleste, og kan du slet ikke få nok af højderne, kan det anbefales at bestille bord på en af tårnets tre restauranter. Husk dog at bestille i god tid.

I det hele taget er Paris pakket med arkitektoniske højdepunkter, og du kan nemt få en dag til at gå med en skøn byvandring. Læg eventuelt ruten, så du starter ved den imponerende, gotiske katedral Notre-Dame, runder det verdensberømte kunstmuseum Louvre, der blandt andet rummer Leonardo da Vincis maleri af Mona Lisa – fortsæt til Place de la Concorde med den ikoniske obelisk og slut med finalespurten op ad hovedgaden Champs-Elysées, som slutter med den smukke Triumfbue. Undervejs har du flere gange udsigt til floden Seinen, der bugter sig gennem Paris. En anden sjov og stemningsfuld gåtur er langs den gamle jernbane Petite Ceinture, der i dag er dækket med blomster og planter og bugter sig forbi mange cafeer, parker og andre perler.

Er du i Paris, er maden i sig selv en seværdighed, du ikke må snydes for. Hvad enten du er til varm løgsuppe, delikat tatar, krydrede snegle, en lækker Croque monsieur eller confiterede andelår, så er Paris leveringsdygtig, og hvorfor egentlig vælge? En ganske almindelig baguette fra bageren, smager dog også himmelsk i Paris, ligesom du selvfølgelig skal huske at mæske dig i croissanter, macarons og éclairs, der ikke fås bedre.

Rejser du med børn eller barnlige sjæle, er et besøg i Disneyland Paris naturligvis et stop værd. Her kan I sagtens bruge en eller flere dage med at prøve sjove forlystelser og lade jer imponere af den verdensberømte Disney-magi.

Historie og termiske bade i Budapest

Ungarns hovedstad Budapest er en måske lidt overset - men ikke desto mindre helt oplagt - destination til en forlænget weekend. Den smukke by er kendetegnet ved den majestætiske flod Donau, som bugter sig gennem landskabet og deler de to bydele Buda og Pest.

Byen er fyldt med smukke bygningsværker, og særligt den store katedral St. Stephens, Chain Bridge og Ungarns parlamentsbygning er helt klart et besøg værd. Parlamentsbygningen er den største af sin slags i verden, og indenfor kan du se de smukke sale og kronjuveler. En af de allersmukkeste turistattraktioner i Budapest er Fishermans Bastion, hvor man fra toppen får en imponerende panoramaudsigt over hele byen. Er du den morgenfriske type, kan det anbefales at besøge stedet tidligt for at nyde en uforstyrret, smuk solopgang.

Budapest er desuden et af de steder i verden med flest termiske bade og naturligt varme kilder. Her mødes både turister og lokale for at nyde et par timers ro og wellness i de varme bassiner. Der findes cirka 50 spas i byen, og et af de mest populære Széchenyi har 21 pools, saunaer, træningsfaciliteter og er et skønt afbræk på en ellers aktiv weekendtur. Generelt spiser man godt i Budapest, og er du til fine dining, er det et godt sted at prøve nogle gode Michelin-restauranter til en overkommelig pris.

Er du til gys og gru, kan du overveje et besøg i den underjordiske labyrint Panoptikum, der ligger 16 meter under jorden ved Castle District. Her sad Vlad Dracula eftersigende fængslet i mange år. De lange korridorer er fugtige og stemningsfulde og kan desuden være et rart, køligt udflugtsmål, hvis du besøger Budapest på en varm sommerdag.

Mærk historiens vingesus i Rom

Pizza, pasta, gelato og imponerende bygningsværker, der er bevaret helt tilbage fra romertiden. Italiens smukke hovedstad Rom er et populært turistmål og kan sagtens opleves på en forlænget weekendtur. Husk at pakke de gode vandresko, Rom er nemlig skøn at gå på opdagelse i til fods.

Byen er spækket med imponerende bygningsværker, og du skal som minimum sætte en dag af til at opleve nogle af de bevarede perler. Det er umuligt ikke at blive berørt, når du står i det majestætiske amfiteater Colosseum, der blev brugt til gladiatorkampe helt tilbage fra år 80. Verdens største kirke, Peterskirken, der ligger i Vatikanstaten og er den romersk-katolske hovedkirke, er også et must-see. Hvis benene er friske, kan du overveje at besøge selve kuplen ad de snørklede stentrapper, hvorfra du får en smuk udsigt over Rom. Også Forum Romanum, som var Romerrigets magtcentrum og dateres helt tilbage fra 600-tallet f.Kr., er et besøg værd.

Der er dog også mange andre aktiviteter, du kan opleve i Rom. Rygtet siger, at hvis du kaster en mønt over skulderen og ned i Trevi-fontænen, kommer du tilbage til byen en dag. Uanset om du tror på den slags eller ej, er det verdensberømte springvand i centrum af byen helt sikkert et besøg værd. Det samme er Den Spanske Trappe, et populært mødested, der særligt i april og maj er et besøg værd, når trappen bliver pyntet med farvestrålende Azalea-blomster.

Italien er verdensberømt for sit lækre køkken, og et besøg i hovedstaden kræver også, at der er sat rigeligt tid af til at gå på opdagelser i det store, kulinariske udbud. En Pizza Margherita bliver ikke bedre end i Rom, ligesom selv de mest simple pastaretter på et stemningsfuldt trattoria smager, så englene synger. Du skal selvfølgelig også have mindst én is om dagen på et af byens mange gelateriaer, som findes på de fleste gadehjørner.

Farverig kunst og tapas i Barcelona

Den spanske perle Barcelona er den perfekte blanding af storbystemning og afslapning. Med sin unikke placering lige ud til Middelhavet, kan du i denne by nemt kombinere spændende museumsbesøg og shopping med en badetur på de skønne sandstrande.

Barcelona emmer af kultur og smukke bygningsværker, og langt de fleste står arkitekten Gaudi for. Han er manden bag byens vartegn og største turistattraktion, La Sagrada Familia. Den imponerende katedral, der tårner sig op over byens huse og har været under opførelse siden 1882. Du kan dog sagtens besøge kirken, som ventes at stå helt færdig i 2026. Et andet af Gaudis mesterværker er Park Güell, et farvestrålende og eventyrligt åndehul midt i byen. Hele parken er tegnet af Gaudi og optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Fra toppen af parken kan du få en smuk udsigt over byen.

I det hele taget er Barcelona et tag-selv-bord af kultur- og madoplevelser. En gåtur ad det 1,2 kilometer lange hovedstrøg, La Rambla, er en pulserende oplevelse. Her vrimler med duftende madboder, lokale gadekunstnere og butikker, og du har ikke været rigtigt i Barcelona, hvis du ikke har slentret på La Rambla. Det store madmarked La Boqueria er også en oplevelse, du bør prioritere. Lad dig friste af de mange frugt-, grønt-, kød- og fiskeboder og slut besøget af med nogle af de lækreste tapas, som Spanien er verdenskendt for. Sidst men ikke mindst, bør du besøge det gotiske kvarter, som er Barcelonas ældste bydel. Med sine smalle gader, autentiske restauranter og spanske charme, vil du ikke fortryde et besøg til dette populære område.

Trænger du til en museumsoplevelse ud over det sædvanlige, er Picassomuseet et absolut must. Med 3.800 værker fra den berømte kunstners hånd, er museet en mindeværdig oplevelse, uanset om du er kunstkender eller ej.

Trendy storby og kunstmekka i Amsterdam

Hollands hovedstad er verdensberømt for sine mange kanaler, der snor sig gennem den charmerende storby. De gør Amsterdam til en helt oplagt by at opleve fra vandsiden, og mange vælger derfor at starte deres besøg ud med en kanalrundfart, hvorfra du kan se nogle af de største sights og mærke den unikke stemning.

Amsterdam er spækket med kulturelle must-see’s. Mest berømt er Anne Franks hus, den jødiske pige, hvis dagbøger fra 2. verdenskrig er blevet verdensberømte. Museet er meget populært, og det er derfor en god idé at købe billetter inden besøget. Amsterdam huser også Van Gogh Museet, som har den største samling i verden af den hollandske kunstners værker. Rijksmuseum, Hollands nationalmuseum, er desuden et besøg værd, og her kan du blandt andet se Rembrandt værk Nattevagten. Er du begejstret for Rembrandt, er det dedikerede Rembrandt-museum også et must. Det ligger i et gammelt hus, som maleren selv boede i i mange år.

Efter en lang dag på museum, kan det være rart at komme lidt udenfor, og det er der rig mulighed for i Amsterdam. Den smukke Hortus Botanicus blev anlagt i 1638 og er en af verdens ældste botaniske haver. Vondelpark er en skøn oase midt i Amsterdam fyldt med store græsarealer, vandløb og fine søer. Det charmerende Bloemenmarkt er det eneste flydende blomstermarked i verden. Her kan du lade dig betage af de mange smukke blomster og eventuelt købe lidt tulipanløg med hjem.

Byens beboere er mindst lige så begejstrede for at cykle som os danskere, og med sit flade terræn er Amsterdam helt oplagt at opleve på to hjul. Der findes et hav af cykeludlejningsbutikker over alt i byen, og trafikreglerne er de samme som herhjemme. Turen kan eventuelt gå til Foodhallen, et stort indendørs madmekka med streetfood fra hele verden, eller til Jordaan, som er et gammelt arbejderkvarter, der i dag emmer af liv, trendy cafeer og hyggelig stemning.

Skal du afsted med en anden fra din husstand? Og er personen min. 18 år? Så kan du vælge at bestille et ekstrakort til vedkommende. 

Læs mere om ekstrakort